Program
Vinkel, afgrænsning og formål
Hvor det gængse inkassokursus følger sondringen mellem udenretlig, retlig og fogedretlig inddrivelse, følger dette kursus sagens faktiske gang på kontoret: fra fordringens forfald og forrentning over sagsoprettelse, strategivalg og retligt spor til fundament, opgørelse, udlæg og realisation.
Vægten ligger de steder, hvor fejlene i praksis opstår, og som i de fleste programmer behandles kursorisk: opgørelsen af kravet med renter, gebyrer og omkostninger samt realisationsfasen. Undervisningen er gennemgående praktisk.
Håndteringen af indsigelser er ikke et selvstændigt modul, men et gennemgående element. Indsigelser er ikke et stadium i sagen, men en begivenhed, der kan indtræde overalt i forløbet, og hvis retsvirkning netop afhænger af, hvor i forløbet den fremsættes: en indsigelse mod aftalegrundlaget under rykkerforløbet har andre konsekvenser end den samme indsigelse fremsat mod et betalingspåkrav eller først under fogedforretningen. Hver lektion behandler derfor de indsigelser, der hører til det pågældende trin.
Formålet er, at deltageren efter kurset selvstændigt kan føre en inkassosag fra modtagelsen til fyldestgørelsen. Deltageren kan opgøre kravet korrekt med renter, gebyrer og omkostninger, udarbejde en påkravsskrivelse, der opfylder inkassolovens krav, vælge mellem betalingspåkrav og stævning på et oplyst grundlag, håndtere de indsigelser, der opstår undervejs, udforme en fogedbegæring på et holdbart fundament, forberede og gennemføre udlægsforretningen samt bringe et udlæg til realisation.
Program
Kurset giver dig grundig indføring i følgende emner.:
Fordringens forfald, renter, gebyrer og forældelse
- Forfaldstid, frigørelsestid og handlingstid, anfordringskrav og løbedage samt forfaldsklausuler, herunder clausula cassatoria og cross default.
- Renteberegningen i praksis: rentens begyndelsestidspunkt og morarentens størrelse efter rentelovens §§ 3 og 5 samt den aftalte rente.
- Gebyrerne: rykkergebyr på 100 kr. for højst tre skrivelser og inkassogebyr på 100 kr., jf. rentelovens § 9 b, og kompensationsbeløbet på 310 kr. i erhvervsforhold, jf. § 9 a.
- Forældelse: treårsfristen, den tiårige frist ved retsgrundlag, afbrydelse, foreløbig afbrydelse og tillægsfrist.
- Indsigelser i denne fase angår kravets størrelse – bestridte gebyrer, urigtig renteberegning og forældelse – og afgøres i praksis af, hvad der kan dokumenteres.
- Gennemgående regneeksempel og tjekliste over, hvad der lovligt kan lægges på kravet.
Oprettelse af kravet og inkassostrategien
- Sagsoprettelsen: hvilken dokumentation der skal foreligge, før sagen sættes i gang, identifikation af skyldneren og fastlæggelse af værneting.
- Rykkerforløbet og påkravsskrivelsen efter inkassolovens § 10 med tidagesfristen, undtagelserne i § 11, kravene til god inkassoskik efter § 9 og grænserne for personlig henvendelse efter § 12.
- Strategivalget: screening af skyldnerens betalingsevne, valget mellem forlig, betalingspåkrav, stævning og konkursbegæring, samt registrering i negativregistre som pressionsmiddel og rammerne herfor.
- Indsigelser om bestridt aftalegrundlag og om mangler ved leverancen fremsættes typisk her; gennemgangen omfatter, hvornår de skal afklares, før sagen sendes videre, og hvornår de kan lades ligge.
Betalingspåkrav og stævning
- Betalingspåkravet efter retsplejelovens kapitel 44 a inden for beløbsgrænsen på 100.000 kr.: indholdskravene i § 477 b, valget mellem de tre behandlingsmåder, retsafgift og inkassoomkostninger samt adgangen til udlæg uden fornyet anmodning.
- Stævningen: den forenklede proces, hvis beløbsgrænse blev hævet til 100.000 kr. i 2024, sammenholdt med den almindelige proces, udeblivelsesdom og sagsomkostninger.
- Skyldnerens indsigelse mod betalingspåkravet og retsvirkningen heraf: overgangen til domsforhandling efter det valgte behandlingsspor, retsafgift, frister og vurderingen af, om sagen skal føres videre eller forliges. Praktisk sammenligning af omkostninger, tidsforbrug og risiko ved de to spor, med udfyldte eksempler på begge.
Fogedbegæringen og fundamentet
- Fundamenterne i retsplejelovens § 478, herunder domme, retsforlig, udenretlige forlig og gældsbreve med udlægsklausul, og de formkrav, der i praksis afgør, om fundamentet holder.
- Værneting efter § 487 og konsekvenserne af det forkerte værneting. Begæringens udformning, bilag og forkyndelse.
- Indsigelser mod fundamentets gyldighed og rækkevidde, herunder mod forligets formkrav, mod partsidentiteten og mod fundamentets omfang, samt hvad der kan gøres, når fundamentet viser sig utilstrækkeligt.
Opgørelsen af kravet
- Den processuelle opgørelse, der lægges til grund for fogedretten, og som adskiller sig fra den materielle gennemgang i første lektion: hovedstol, renteperioder og kapitalisering, retsafgift, inkassoomkostninger og mødesalær, dækningsrækkefølgen ved delbetalinger samt behandlingen af tidligere afdragsordninger og af forudgående delvise udlæg.
- Indsigelser mod opgørelsen er den hyppigste indsigelse i fogedretten og den, der lettest afværges ved forberedelse; gennemgangen viser de fejl, der oftest fører til nægtelse af fremme eller til tab af prioritet. Deltagerne får et regneark til opgørelse af krav.
Udlægsforretningen
- Indkaldelse og forkyndelse, mødepligten, skyldnerens oplysningspligt og fogedrettens reaktionsmuligheder, herunder tilsigelse og politifremstilling. Insolvenserklæringen og seksmånedersfredningen efter retsplejelovens § 490.
- Hvad der kan gøres udlæg i, og hvad trangsbeneficiet holder uden for: løsøre, motorkøretøj, andelsbolig, kapitalandele, fordringer og indeståender.
- Sikringsakt og prioritetsstilling, jf. §§ 518 og 526, samt forældelse af udlægget.
- Skyldnerens indsigelser under mødet, fogedrettens adgang til at nægte sagen fremme ved bevistvivl, jf. § 501, tredjemands indsigelser om ejendomsret samt kæreadgangen. Praktisk forberedelse af fogedmødet – hvad kreditor bør have undersøgt, og hvad der bør spørges om.
Realisation – og samlet oversigt over indsigelser
- Fra udlæg til betaling: udlæg til eje og til forauktionering, hjemtagelse og opbevaring samt auktion over løsøre med de praktiske valg om vurdering, annoncering og mindstepris. Tvangsauktion over fast ejendom i hovedtræk: salgsopstilling, størstebeløb, auktionsvilkår og kreditors budstrategi. Realisation af fordringer og kapitalandele.
- Efter realisationen: opgørelse af restkravet, fornyet udlæg, forældelse og beslutningen om afskrivning.